Der skal være hjælp og vejledning, når man skal vælge uddannelse. Der skal være mere plads til at tvivle og afprøve forskellige muligheder, uden at man skal straffes for det eller få dårligere muligheder for at komme ind på sin drømmeuddannelse.

Det handler om at skabe tryghed, for man kan ikke vide alt på forhånd.

Fællesskabets folkeskole

Folkeskolen skal favne mangfoldigheden i vores samfund og give alle en solid grunduddannelse. Uanset hvad ens forældre laver, og uanset hvor man bor. Den er en forudsætning for, at børn får lige muligheder. Så vigtig er folkeskolen. Vi skal sørge for, at den bliver behandlet derefter.

Tests gør ikke eleverne dygtigere og er heller ikke gode pædagogiske redskaber for lærerne. I stedet for at bruge timer på at teste eleverne vil Enhedslisten ansætte flere lærere og have loft over, hvor mange elever der må være i en klasse. Det vil give mere kvalitet i undervisningen og mere tid til at hjælpe den enkelte elev.

Enhedslisten ønsker at investere i vores folkeskole. Det betyder, at vi vil have et loft over antal elever på maks. 24, færre vikartimer, afskaffe reglerne om fraværsregistrering og ansætte flere lærere.

Videregående uddannelser

Vi ønsker at investere i vores uddannelsessystem, så vi kan få rettet op på den udhuling af uddannelserne, der er sket med de mangeårige nedskæringer på 2 % årligt på vores erhvervs-, gymnasie- og videregående uddannelser. Det er godt, at de årlige nedskæringer blev afskaffet med finansloven for 2020, men fremadrettet skal der geninvesteres. Der skal ansættes flere lærere på vores gymnasier, så eleverne får en højere kvalitet i undervisningen. Vi skal sikre en praktikpladsgaranti for eleverne på vores erhvervsuddannelser.

Universiteter

På vores universiteterne vil vi sikre de studerende indflydelse på deres uddannelse, og sørge for at hjælpe de studerende. Både med flere og bedre undervisningstimer, men også med en udstrakt hånd, hvis man oplever, at studielivet er hårdt. Alle unge skal have adgang til gratis psykologhjælp.

Fingrene væk fra SU’en

Enhedslisten kæmper for en SU, man kan leve af. SU’en er en stor del af vores lige muligheder for en uddannelse, uanset hvem ens forældre er. I Enhedslisten vil vi have, at SU’en skal følge udviklingen, så den ikke bliver mindre værd år for år.

Vi skal sikre de bedste rammer for at træffe store beslutninger.

Læs mere om vores uddannelsespolitik her.