Enhedslisten ønsker skattelettelser i bunden, så de i stedet kommer personer med lav- og mellemindkomster til gode.

Undersøgelser viser, at størstedelen af befolkningen ikke ønsker skattelettelser for de mest velhavende, men derimod styrket velfærd. I Danmark har vi oplevet at indkomstforskellene er steget, og derfor er der flere danskere, som betaler topskat. Til gengæld betaler de fleste kun små beløb.

For Enhedslisten er det centralt, at vores finans- og skattepolitik skal give mere lighed og velstand til alle. Det har ikke været tilfældet.

Til gengæld har vi oplevet gentagne skandaler og suspekte regnemetoder i Skatte- og Finansministeriet, som er store og vigtige ministerier i vores samfund. 

Den håbløse administration af SKAT blev tydelig, da skandalerne begyndte at rulle i 2018. Det har kostet skatteyderne dyrt, både økonomisk og tillidsmæssigt. Når man ikke har styr på regnskabet, så ved man heller ikke, hvor mange penge, man har. Tidligere regeringer har med deres mange omstruktureringer af SKAT medført problemer med systemer, som skulle sørge for inddrivelse af danskernes gæld. Derudover har ligegyldige ændringer af arbejdsgange samt udflytning af arbejdspladser også påvirket SKAT. Det har medført, at medarbejderne ikke har kunnet passe deres arbejde, og at penge, som skulle have finansieret vores velfærd, ikke er blevet hentet ind og omfordelt. Det er vanvittig pinligt.

Penge, som skulle have været til gavn for dagpengemodtageren, den enlige forældre, eller den ufaglærte arbejder, er røget i hænderne på kriminelle, og regeringen står tilbage med ansvaret. Når dette sker gentagne gange, når der gives skattelettelser til de rigeste, og skæres i kontanthjælp og dagpenge, så øges afstanden endnu mere, og det går ud over os alle.

Det er ikke retfærdigt. Lighed gavner os alle sammen, og burde være i alles interesse at sørge for.

Den danske kultur og hele grundlaget for opbygningen af velfærdssamfundet bygger på tillid. Tillid til hinanden, til vores institutioner og til vores politikere. Tillid er en forudsætning for, at vi kan have det skattesystem, vi har. Det er det, der er på spil.

Derfor kræver Enhedslisten et opgør med skruppelløse banker, som er blevet for store til at fejle. Finanssektoren har vokset sig enorm på bekostning af økonomien i den produktive sektor og servicesektoren. Efter finanskrisen i 2008 har finanssektoren gået fri af reformer, og den samme samfundsskadelige og risikable adfærd fortsætter, som vi har set med bankskandalerne. Det finder Enhedslisten skandaløst, og derfor ønsker vi et gennemgribende opgør med finanssektoren.

Det indebærer mere regulering og kontrol i form af bøder. Vi står overfor et grundlæggende opgør med storbankernes ledelse, men også dets samfundssind og moral. Derfor foreslår Enhedslisten en opsplitning af de største banker, for at komme “too big to fail”-problematikken til livs. Det betyder bl.a. oprettelsen af en offentlig bank, og at det skal være nemmere at oprette kundedrevne, demokratiske banker, som skal give den aktiedrevne bank konkurrence. Grunden til dette er, at der er meget lidt konkurrence i den danske finansielle sektor, som generelt er domineret af få, men store finansielle virksomheder.

Enhedslisten ønsker en demokratisk finanssektor. Det betyder bl.a. at gøre bankerne mere modstandsdygtige, så vi kan modstå skaderne fra en finanskrise, som den der ramte Danmark i 2008. Men det kræver også et stærkere og mere uafhængigt tilsyn med disse banker, så vi ikke kommer til at stå i samme situation som med Danske Bank og hvidvaskskandalen. Hertil vil Enhedslisten også søge at sikre borgerne mod urimelige høje renter og gebyrer, og til sidst sørge for et opgør med straffrihed i finanssektoren, så bankledelser ikke kan forlade deres stilling med et gyldent håndtryk uden konsekvenser.

I Enhedslisten ønsker vi et rødt samfund, som prioriterer lighed og fællesskab, og et grønt samfund, der sætter mennesket over profit.

Læs mere om Enhedslistens finanspolitik, og vores 100-dages program her.