Økonomisk politik regnes ikke længere for noget, som er genstand for offentlig debat. Det er snarere blevet nødvendighedens politik baseret på ren regnearkslogik. Derfor har Enhedslisten fremlagt en omfattende rapport, hvor Finansministeriets regnemaskine kigges efter i sømmene.

Rapporten har høstet ros fra økonomer og eksperter. Finansministeriets regnemaskine, som skal betjene hele vores samfund, og hvor det bevæger sig hen i fremtiden, er fyldt med fejl og mangler. Regnemaskinen hviler nemlig på et usikkert og fejlagtigt videnskabeligt grundlag ift. de samfundsøkonomiske konsekvenser af forskellige økonomiske tiltag, som tages af regeringen. Dette bærer præg af en klar forudindtagethed til fordel for en højreorienteret økonomisk politik.

Et vigtigt begreb er de såkaldte ”dynamiske effekter”, som er Finansministeriets antagelse af hvad, der påvirker økonomisk adfærd. Finansministeriet er et af de mest magtfulde ministerier i vores samfund, og antagelserne i deres regnemaskine hviler på, at offentligt forbrug i vores velfærd stort set ikke har positive, dynamiske effekter.

Men hvad er dynamiske effekter? De er de teoretiske ændringer af adfærden hos en befolkning, som en politisk økonomisk beslutning medfører. Altså påvirkningen af befolkningens vilje, evne og mulighed for at arbejde. Dette kaldes også arbejdsudbuddet.

Enhedslisten er kritiske overfor regnemaskinens centrale antagelser, som bl.a. antager:

  1. at ringere vilkår for arbejdsløse fører til lavere ledighed
  2. at lavere skatter vil føre til et højere udbud af arbejdskraft
  3. at en øget mængde af arbejdskraft i sig selv fører til øget beskæftigelse

Antagelserne handler i bund og grund om, at presse folk i arbejde ved bl.a. at sænke ydelser som dagpenge og kontanthjælp og på den måde øge forskellene på lønninger og overførselsindkomster. Med andre ord så forsvinder arbejdsløsheden ved at gøre vilkårene dårligere for de arbejdsløse. Grundtanken bag dette er, at arbejdsløse selv er skyld i deres arbejdsløshed, og dermed ikke arbejdsmarkedet eller det økonomiske system.

Dette er yderst problematisk og mangler enhver form for indsigt og medfølelse, da der findes veldokumenterede arbejdsudbudseffekter af offentligt forbrug, f.eks. ved børnepasning og ældrepleje. Ifølge regnemaskinen vil det også påvirke hele befolkningens vilje til at udbyde arbejdskraft, og dermed kan det føre til faldende skatteindtægter. Andre antagelser er regnemaskinens overvurdering af de positive effekter ved skattesænkninger og lavere ydelser til folk på overførselsindkomst som kontanthjælp, dagpenge og integrationsydelse. Hertil undervurderes de positive effekter ved offentligt forbrug og investeringer som at ansætte flere pædagoger, sygeplejesker og hjemmehjælpere, som vi har brug for i vores velfærdssamfund. Konklusionen er derfor, at modellen er ubalanceret og tilgodeser højreorienteret økonomisk politik, som f.eks. ved skattelettelser for de rigste frem for investeringer i vores velfærd.

Skævheden er ikke kun økonomisk et problem, men i høj grad et politisk og moralsk problem, som berør os alle i samfundet.

Læs mere om Finansministeriets regnemaskine her.